Morten Bierbaum 2018-06-19T15:41:01+00:00

Morten Bierbaum   mail Telefon Web

Direktør, InnovationSilkeborg

Morten Bierbaum har siden maj 2018 stået i spidsen for InnovationSilkeborg og har solid erfaring med offentlige-private udviklingssamarbejder, der netop er et af vores fokusområder i InnovationSilkeborg.

Han er oprindeligt uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og kommer senest fra en stilling som salgschef i virksomheden Hejco, der sælger arbejdstøj til blandt andet sundhedssektoren. Derudover har Morten eksportchef-erfaring samt erfaring som vicedirektør i Welfare Tech – en markedsdreven klynge for velfærdsteknologier i Danmark.

Morten har også tidligere bevæget sig uden for Danmarks grænser. Han har nemlig i en periode arbejdet for EU i Bruxelles, hvor han også mødte sin tyske hustru. Da de sammen vendte hjem til Danmark arbejdede Morten som EU-konsulent i Birk Centerpark for Herning-Ikast-Brande Erhvervsråd, og i dag er Bierbaumfamilien bosat i Odense med tre håndboldspillende børn.

Når Morten har fri er han en ivrig cykelentusiast og kommer vidt omkring for at opleve Silkeborgs natur. Han overnatter nemlig i Silkeborg et par gange om ugen, og her bruger han ofte aftnerne på en cykeltur. Derfor er cyklen også blevet fast inventar i bilen, når han pendler mellem Silkeborg og Odense.

Kort sagt brænder Morten for at skabe vækst via innovation og har fokus på, at der skal komme nogle helt konkrete produkter ud af InnovationSilkeborgs facilitering af offentlig-private udviklingssamarbejder.