Tilbage til nyheder

Mød chefen for det hele

Bare glæd dig. Navnet er Stubdrup. Lone Stubdrup.

Bestyrelsen for InnovationSilkeborg har ansat Lone Stubdrup som chefen for det hele.

“Med Lone har vi fundet præcis den profil, vi ønskede os. Lone har mange års erfaring som innovationschef i private virksomheder og solid erfaring med produktudvikling i industrien. Derudover har hun været med til at starte flere virksomheder og innovationsmiljøer op,” siger Brian Busk, der er bestyrelsesformand for InnovationSilkeborg.

Entreprenør med faglig dybde
Lone Stubdrup kommer senest fra en stilling som chefkonsulent på Aarhus Universitet. Hun har bl.a. startet et innovationsmiljø op på Navitas, arbejdet som produktudvikler hos Terma, været innovationschef på Pressalit og selvstændig iværksætter.

”Hun er den helt rigtige til jobbet. Vi har brug for en entrepreneur, der kan sparke den nye forening godt i gang. Samtidig har det været vigtigt for os at få ansat en person med faglig tyngde, der arbejder målrettet og struktureret med innovation. Innovation handler om at komme hele vejen fra idé til bundlinje. Det skal InnovationSilkeborg både hjælpe vores lokale virksomheder og kommunen med, understreger Brian Busk.

Ud over Lone Stubdrup er Laila Mariann Hansen ansat som konsulent i den nystiftede forening. Laila kommer fra en stilling som projektleder i Silkeborg Kommune og har igennem de sidste fem år arbejdet med innovation og organisationsudvikling internt i kommunen.

InnovationSilkeborg holder sit første officielle arrangement 11. oktober 2016.

”Både virksomheder og ansatte i kommunen er velkomne, når vi slår dørene op og lancerer de medlemspakker, vi vil tilbyde”, siger Lone Stubdrup.

Fakta om foreningen
InnovationSilkeborg er en ny forening i Silkeborg, der formelt blev stiftet i juni 2016. Foreningen har til formål at øge innovationen hos Silkeborg Kommune og virksomhederne i området, herunder:

At gøre det nemmere for private, offentlige og halvoffentlige aktører at udvikle og teste værdiskabende løsninger på tværs
At skabe viden om, og rum for innovation. Og dermed bidrage til lokal vækst og beskæftigelse
At markere Silkeborg Kommune som et sted, hvor innovation og særligt samarbejdsdrevet innovation er på dagsordenen
Silkeborg Kommune yder økonomisk støtte til foreningen ud fra den grundpræmis, at InnovationSilkeborg skal drives som en kommerciel forretning og gradvist stå mere og mere på egne ben.

De sidder i bestyrelsen
Bestyrelsen for InnovationSilkeborg betår af Brian Busk, direktør for forretningsudviking, InfoSuite (formand), Kim Bisgaard, direktør InnovationLab, Lene Hjorth, afdelingsdirektør, Jyske Bank, Henrik Christensen, direktør Brandstifter, Sara Schøler Lass, Managing Partner, Zimplifi, Lone Lyrskov, kommunaldirektør, Silkeborg Kommune samt Torben Vilsgaard, direktør, erhvervSilkeborg.

Yderligere oplysninger:
Brian Busk, bestyrelsesformand, InnovationSilkeborg, mobil 40 45 43 93
Lone Stubdrup, innovationschef, InnovationSilkeborg, mobil 30 73 96 31

 

2017-07-20T13:06:44+00:00