Tilbage til nyheder

Sådan kan Hackathon-metoden skabe værdi

Hackathons er uden tvivl den mest handlingsorienterede, udbytterige og involverende udviklingsmetode, vi kender!

Flere og flere virksomheder har fået øjnene op for mere utraditionelle udviklingsmetoder. Én af dem er Hackathon, der som oftest tager sig ud som et event. Til forskel fra de fleste idéudviklingsforløb har et Hackathon hovedsagligt fokus på prototyping og fremvisning af idéer, der kan skabe grundlag for videreudvikling senere hen. Den helt store forskel ligger dog i, at man ved et Hackathon lader andre ’hacke’ sine udfordringer og udfordre status quo. Derfor er det en oplagt måde at involvere brugere, kunder, medarbejdere m.fl. i udvikling af fremtidige og eksisterende produkter, services, processer og forretningsmodeller.

Leo Pharma, Spar Nord, A.P. Møller – Mærsk og MT Højgaard er bare nogle af de danske virksomheder, der har taget Hackathon til sig som udviklingsmetode. Men hvorfor har de egentlig det? Virksomheder kan nemlig have vidt forskellige incitamenter for at tage Hackathon-metoden i brug.

Leo Pharma ville knække koden til fremtidens behandlinger

Medicinalvirksomheden Leo Pharma afholdte i november måned et Hackathon i et nedlagt autoværksted på Københavns ydre Østerbro. Her samlede de en broget flok af førende topforskere, studerende og patienter. Det ambitiøse mål var, at de på 48 timer skulle knække koden til fremtidens behandling af børneeksem – eller i hvert fald gøre forsøget. Men hvorfor valgte de lige at afholde et Hackathon? Det uddyber Niclas Nilsson, chef for forskning og udvikling hos Leo Open Innovation, til fagmediet MedWatch:

”Kort fortalt handler det om, at vi i Leo Pharma hele tiden arbejder med at finde og udvikle fremtidens lægemidler, og at vi hele tiden udfordrer os selv i måden, vi gør det på. Tilgangen til at drive forskning og innovation inden for udvikling af lægemidler ændrer sig markant disse år – og med initiativer som Leo Open Innovation og vores Science Hackathon er vi med til at drive denne udvikling inden for dermatologi på globalt plan.”

Til trods for, at cirka 30 pct. af alle børn i den vestlige verden på et eller andet tidspunk i løbet af deres barndom får konstateret børneeksem, er der ifølge Leo Pharma ikke tilstrækkelig opmærksomhed på sygdommen. Det skyldes blandt andet, at det ikke hidtil er lykkedes at finde en egentlig kur mod lidelsen. Det ville Leo Pharma forsøge at rette op på!

Utraditionelle udviklingsmetoder giver ny og værdifuld viden

Leo Pharmas håb var, at de ved at tage utraditionelle metoder i brug, kunne finde nye og mere effektive måder at behandle børneeksem på og på den måde hjælpe patienterne til at leve et bedre liv:

”Hvis du vil finde banebrydende behandlinger til sygdomme, bliver du nødt til at lede andre steder efter viden, end du har gjort før. Hvis vi søger viden om eksem ad de traditionelle kanaler, får vi en masse velkendte videnskabelige afhandlinger og beskrivelser frem – eller med andre ord alt det, vi godt vidste i forvejen,” siger Niclas Nilsson.

Leo Pharmas intention med at afholde et Hackathon var, at den information og indsigt, som deltagerne med vidt forskellige baggrunde og perspektiver på udfordringen bidrog med, på længere sigt kan bruges i design og udvikling af nye behandlingsmetoder mod eksem.

Spar Nords våben mod de store mastodonter

“Hva’ fan skal vi stille op?” Det spørgsmål stillede de sig selv i den nordjyske bank Spar Nord. De forudså, at der i de kommende år ville komme et stigende pres på deres forretningsmodel. Det tvang Spar Nord til at tænke anderledes fortæller Ole Madsen, der er direktør for kommunikation og forretningsudviklings hos Spar Nord, til Danmarks største it- og teknologimedie Computerworld.

For selvom Spar Nord er en af Danmarks største banker med over 400.000 kunder i Danmark, så er banken på mange måder stadigvæk en lilleput. Ikke blot målt i forhold til teknologigiganter som Google, Apple, Facebook eller Amazon, der muligvis kunne have interesse i at få en fod indenfor på finansmarkedet, men også sammenlignet med de største danske banker.

“I hele vores hovedsæde har vi jo kun lige knap så mange ansatte, som en af de helt store banker har alene til it-udvikling. Vi kommer aldrig til at have 200 mand siddende med digitale udviklingsprojekter, som det er tilfældet hos Danske Bank,” siger Ole Madsen, og henviser til Danske Banks såkaldte Project X.

Spar Nords erkendelse af det faktum, at de ikke kan hamle op med de store bankers udviklingsafdelinger blev altså incitament for at prøve kræfter med Hackathon-metoden. Spar Nord var og er tvunget til at tænke anderledes, hvis banken vil imødegå de udfordringer, som de kan blive mødt af i fremtiden.

Fra traditionel bankforretning til platform

Spar Nord har gentænk sin forretningsmodel og ser nu i højere grad sig selv som en platform som udviklere og iværksættere med interesse for finanssektoren kan lave løsninger til, der i sidste ende kommer deres kunder til gode. Spar Nord satser nu målrettet på at indgå alliancer med folk ude i markedet og her er Hackathon-metoden ifølge Ole Madsen afgørende:

“Et hackathon kan bidrage med tre gange så mange folk, som vi har i vores udviklingsafdeling, og forhåbentligt er de også i stand til at tænke tre gange så mange kreative tanker. Samtidig håber vi, at det kan skabe en ny dynamik, når vi får indspark fra folk, der kommer fra mange forskellige miljøer og forhåbentligt tænker på andre måder”.

Faktum er at virksomheder i dag bliver nødt til at tænke alternativt for at løse de udfordring, de står overfor. Man kan på mange måder sig, at et Hackathon er som at tage en innovativ vitaminkur. For uanset hvor dygtig man er, og hvor godt man kender sit produkt eller sin service, så kan man ikke forudse det utal af måder, som brugere og interessenter ville kunne tage det i anvendelse, hvis de fik frit slag for at kombinere og tænke ud af boksen. Og det er præcis den værdi din virksomhed får ud af at bruge Hackathon som udviklingsmetode.

Prøv kræfter med Hackathon-metoden 8. februar

Er du nysgerrig på, hvordan et Hackathon fungerer i levende live? Så sæt kryds i kalenderen 8. februar, hvor InnovationSilkeborg afholder et Hackathon med fokus på learning by doing. Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her.

Dato: 01-02-18

2018-07-11T23:30:52+00:00